fredag den 10. juni 2011

The Love Scannometer

Da jeg var meget yngre brugte mine veninder og jeg en del tid på at spå hinanden på papir eller med kort for at finde ud af, om ham vi var forelskede i også var forelskede i os. (Nemlig meget nemmere at få ens veninde til at spå om svaret frem for at spørge ham) Når jeg tænker tilbage kan jeg måske godt ønske, at jeg havde brugt lidt mere tid på lektier og lidt mindre tid på spådomme.

Men det var dengang! Nu har man naturligvis internettet og smartphones til den slags.

Feks har min kæreste downloaded The Love Scanometer til sin iPad, og selvom jeg synes, det er noget af det allermest idiotiske jeg nogensinde har set til smartphones og den slags (bortset måske fra den der øl-app som ved gud er blevet udbygget så man også kan drikke alt muligt andet end øl!), så er det faktisk også meget sjovt.

Det fungerer på den måde, at man selv og ens elskede sætter hver sin finger på scanneren, hvorefter den siger nogle meget høje og meget overbevisende scanner-agtige lyde efterfulgt af blip-lyde som demonstrerer, at der ledes efter matchende punkter i fingeraftrykkene. Til sidst lyder et finale-lyd-i-70'er-agtigt-quiz-program-taaaataaaaa, og så bliver man belønnet med sandsynligheden for, at ens forhold kan blive til noget samt et lille godt råd.



Min kæreste og jeg har prøvet The Love Scanometer virkeligt mange gange og bliver ved med at få at vide, at vi ikke passer særlig godt sammen - men med vilje og hårdt arbejde fra begges side kan forholdet godt lykkes. (Samme svar får man i øvrigt også hvis man prøver med sig selv og med næsen og med hagen og hvad man ellers kan finde på)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar